Jeg forstår godt at nogle går fra hinanden, når de får børn…
Helt ærligt…det gør jeg.
Lige i starten af et forhold, er det forelskelse der dominerer alting. Der er mystik, der er uskyld og der er drømme. Efter noget tid, lærer man hinandens gode og mindre gode sider at kende. Nogle falder fra under vejs, mens andre hænger på og lærer at elske sin partners mindre gode sider, på lige fod med de gode.
Som tiden går finder man ud af, at man faktisk holder så meget af den anden, at man godt kunne tænke sig at lave børn med vedkommende. Dét alene, er det største skulderklap man kan give en anden person i mine øjne. Kærlighedserklæringen over dem alle! Tænk at der er én derude, der har valgt lige netop DIG som værende den, der skal være med til at føre vedkommendes egne gener videre. I mine øjne bliver det ikke større.
Børn er fantastiske. Livet med dem lige så…det er slet ikke til diskussion og på ingen som helst måde hoved-emnet i dette indlæg. Men at sige at det ikke er hårdt at få børn og at det ikke påvirker forholdet, tror jeg ikke holder i byretten (for de fleste, bevares!). Jeg har nemlig aldrig – aldrig – mødt nogle der har sagt, at forholdet er blevet nemmere, efter at de har fået børn. Jeg siger heller ikke at alle er på skilsmissens rend…jeg siger blot, at jeg oplever, at man bliver udfordret på kærligheden. Man lider afsavn til sin partner. For når man går fra at være kærester på fuld tid, med alt hvad det indebærer af café ture, biografture, gåture hånd i hånd og generelt bare 100% ren dyrkelse af hinanden, til pludselig ikke at kunne give hinanden bare den kvarte opmærksomhed…så bliver savnet til frustration…og frustration kan blive til skænderier…og skænderier kan blive til en splittelse.
Jeg forstår godt at et liv, hvor man ikke har mulighed for at give hinanden den opmærksomhed som man både psykisk og fysisk behøver, kan drive én til vanvid. Jeg forstår også godt at det er en udfordring at kapere den kæmpe opgave det er, at opdrage sine børn – ud fra sit eget syn på korrekt opdragelse, men også sammensmeltet med sin partners holdning til samme. – En holdning man ikke altid er enig i. Ligeledes forstår jeg godt at ikke alle kan håndtere, pludselig ikke at være den andens 1. prioritet. For kærligheden der engang var et frirum, bliver pludselig til et maskineri der skal køre, for at få hele (familie-) “virksomheden” til at holde sammen. Der er ikke altid plads til fleksibilitet. Og dét alene kan drive mange ud over kanten. Og det er nok en medvirkende faktor til, at en overraskende stor del, går fra hinanden når de får børn. Man søger frihed. Man søger opmærksomhed. Man søger dét der engang var.
Men…
Når alt dette er sagt, så forstår jeg ikke altid, at man ikke hænger i. At man ikke kæmper. Kæmper for de drømme, der drev hinanden til at skabe det univers man nu engang har skabt. Det kræver naturligvis at man “sluger nogle kameler” undervejs og går på kompromis. Og klarer man det er jeg ret overbevist om, at man er et markant stærkere par, når man kommer ud på den anden side. Jeg ser mit eget forhold som stærkt og godt. Og jeg er af den klare overbevisning, at mit forhold kun er blevet stærkere af at have fået børn. Men det er klart en rutchebanetur. Og jeg forstår godt at nogle hopper af undervejs – på trods af at jeg ville ønske for dem, at de hang på lidt endnu. For alting bliver nemmere, efterhånden som tiden går.
Man skal huske hinanden. Man skal huske personen “bag” moderrollen, “bag” faderrollen, “bag” den hårdarbejdende mand osv. Man skal huske hvorfor det var man egentlig besluttede sig for, at lave børn med hinanden. Det er SÅ vigtigt at huske at være kærester – og ikke ‘kun’ anse hinanden som med-forælder til sine børn.
Jeg har somme tider hørt sætningen: “Vi har lovet hinanden, ikke at gå fra hinanden i barnets første to leveår – uanset hvad!”. Og jeg synes egentlig at det er ret genialt sagt. For lige rundt om hjørnet, venter mere alene-tid, faste rytmer og ja…resten af ens liv!
Hvad tænker du? Er det en dans på roser at få børn? Er det hårdere end forventet? Hvad har du af gode råd? Kommentér gerne her nedenfor.
Kærlig hilsen
Vil du spammes med mine indlæg i din newsfeed? Så følg mig på:
Jeg har ikke selv børn endnu. Så kan ikke vurdere hvordan det bliver.
Men jeg kan godt frygte det. Jeg synes jeg har mødt manden, som jeg gerne vil have børn med, men hvad sker der, når vi får børn? Der skal jo to til at kæmpe, og jeg kan jo ikke tvinge ham til at kæmpe for det. Er der nogle gode råd til at “hænge i”? Det er vel også vigtigt at prioritere hinanden, men hvordan når der er så meget tid, der går med børn?
Mvh. Sarah
http://www.pleasurebox.dk – Ekstra til dit sexliv