Mit navn er Tina og jeg er 26 år…okay 32, men jeg ligner en på 26…måske. Jeg er uddannet jordemoder og bor i Hvidovre med Lillefar og vores to børn. Kummefryseren på 5 år (læs: teenager) og Mandlen på 2 år. Og lad mig lige slå fast med kæmpe syv tommer søm: jeg ELSKER at være mor og jeg ELSKER mine børn.

MEN DE DRIVER MIG OGSÅ TIL VANVID!!

Jeg har altid syntes, at det dér blog-skrivning var sådan lidt fesent… hvem skriver blogs? Og hvem helvede gider læse dem?? Jeg er nok ét af ‘de der mennesker’, der er født uden ‘det der filter’, hvor man udelukkende taler positivt om sine børn og mor-rollen. Det har resulteret i, at jeg i ny og næ har postet status’er på Facebook, hvori jeg har været en kende frustreret over mit liv som mor. Det bragte tilsyneladende nogle smil og grin på nogles læber og resulterede i kommentarer som “Du bør få dig en blog”“Endelig er der nogle der tager bladet fra munden” o.lign. Men det der nok gjorde udslaget var da single veninden skrev:

“Det skal lige siges, at du er den eneste med mor-statusser som jeg liker, fordi du er ærlig!”.

Derefter tænkte jeg i noget tid over det…bør jeg prøve det? Lillefar der hjemme har godt nok nogle gange sagt, at jeg bør få mig en hobby. Om det var sarkastisk ment, eller en kærlig og varm opfordring ved jeg ikke (?!) så jeg startede www.lillemorblog.dk op.

Jeg bruger bloggen til at komme af med mine frustrationer, mine glæder og mine tanker om alt hvad der vedrører børn og…ja, alt andet. Og nogle gange, kan der snige sig et råd eller to ind, fra mit arbejde som jordemoder.

God læselyst 🙂