Så tal dog (for helvede!) ordentligt foran mine børn!
Okay, det er ikke fordi jeg er en engel når det kommer til mit sprog. Jeg er ikke bange for at sige Fuck og Pik og Patter. – Man er vel fra Vestegnen! Forsøger dog at styre mig lidt i børnenes nærvær. Men det sker altså at der lige sniger sig et “…for helvede altså!” ind i ny og næ. Trunten er jo blevet 4 år og er meget opmærksom på det med sproget og vi har også haft en del snakke om det her hjemme. Og nu siger hun selv: “Man må ikke bande, det lyder grimt. Men hvis man bliver RIGTIG sur, er det okay hvis man kommer til det.”. Dette er der nok en børneekspert eller to der vil have en mening om. Men vi er ikke perfekte og har i øvrigt ingen intentioner om at blive det. Og jeg er fint tilfreds med at min datter ved, at man skal tale pænt, MEN at der godt kan komme en svipser i ny og næ.
Nå, tilbage til dét det hele drejer sig om. Inden for de sidste par uger, har jeg oplevet hele TRE gange, at der var nogle fremmede mennesker der talte grimt foran min datter. Og dét kan til gengæld pisse mig noget så grusomt af!
Situation 1: Vi var ude at gå en tur med vores hund Børge. Min datter faldt og slog sig på knæet. Hun blev naturligvis ked af det! Jeg sad på hug på fortovet og kiggede på hendes knæ. Pludselig var der en ringeklokke der ringede helt febrilsk! Sur kvinde i midt fyrrene kom cyklende og sagde surt: “Kan du ikke fjerne din møg køter så jeg kan komme ind på min matrikel!”. Jeg svarede ret bestemt: “Øh jo naturligvis, min datter faldt dog lige, så hvis du lige venter et øjeblik så skal jeg være dig behjælpelig!”. Dette lod ikke til at være godt nok for sur K*LL**G der vrissede og sagde: “Så må I finde et andet sted, jeg bor her”. Og så var det jeg tænkte: “Hvis ikke min datter havde været her, havde du fået en kæmpe verbal øretæve!”. I stedet svarede jeg: “Så må du jo gå uden om, så vidt jeg ved starter din ejendom først dér (peger på hendes indkørsel) og ikke her på fortovet. Og så synes jeg i øvrigt at du skal tale pænt foran min datter!”. Hun mumlede et eller andet pis tilbage mens hun kørte ind i sin indkørsel og jeg mærkede irritationen stige markant inden i mig! Havde aller mest lyst til at råbe alskens bandeord efter hende.
Situation 2: Min datter og jeg var i det lokale supermarked en hverdags formiddag, sammen med resten af det grå guld fra vestegnen. Ingen af os er de generte typer, så vi besluttede os for at gøre indkøbsturen lidt mere hyggelig, ved at synge en lille sang. Ikke højt, bare stille og roligt på hygge-niveau. Pludselig var der en gammel mand der højt sagde til os: “Kan vi så få noget ro!! Vil ikke høre på det møg!”. Jeg svarede noget i stil med: “Du skal da ikke bestemme om vi skal synge eller ej! Så må du da få dine varer bestilt hjem til dig, hvis ikke du kan tåle lyden af andre mennesker!”. Min datter tilføjede: “Hvorfor er han så sur?”. Jeg svarede højt: “Sådan er der bare nogle mennesker der er, sure!”. Og så brød vi ud i sang igen…mig med en lidt højere klang end før!
Og så den der RIGTIG pisser mig af:
Situation 3: I sommerferien tog vi et smut i Bon Bon land. Min datter er rimelig hardcore og tør faktisk godt de fleste forlystelser. Men efter at have stået i kø i lang tid til en forlystelse, ombestemte hun sig og turde ikke alligevel. Vi skulle så tilbage igennem den lange kø og folk var søde til at rykke ind til siden, så vi kunne komme forbi. Pludselig var der et ordentlig brød med tatoveringer über alles, der tilsyneladende ikke havde tænkt sig at flytte sig, til trods for at han HAVDE set vi kom. Så efter at have stået afventende i 5-10 sekunder og han demonstrativt kiggede den anden vej, prikkede jeg til ham og sagde: “Kunne du måske også overtales til at rykke lidt ind til siden, lige som resten af køen, så vi kan komme forbi?”. Han responderede: “Slap dog af din sæk!”.
…og så er det tiden står lidt stille op i mit hoved. Og jeg tænker: det kan godt være jeg ser “sød ud” med mit lange lyse hår og mine store blå øjne. Men du skal kraftpetervæltemig ikke tro at du kan sige sådan noget til mig, uden at få en sviner retur! Jeg så at min datter var gået lidt i forvejen og sagde så til ham: “Undskyld hvad? Sæk? Du kan da bare rykke dig lidt til siden, lige som alle andre normale mennesker ville gøre! Og du skal fandme ikke tale sådan til mig foran mit barn. Og foran dine egne børn? Hvad er du for en rollemodel. Flot gjort, du må være stolt! Din klaphat”. Manden ignorerede mig og var tilsyneladende ikke forberedt på at blive svaret igen. Jeg var måske lidt kæk og fik råbt tilbage til ham mens jeg fulgte efter min datter: “Så siger man pludselig ikke noget, hva?” Var ubeskrivelig hidsig i lang tid derefter. For ærlig talt kommer jeg fuldstændig op i det ‘røde’, når folk begynder at spænde med musklerne og ikke har nosser nok til at fuldføre det: Enten at svare igen eller at undskylde.
Min datter opfattede heldigvis ikke situationen, da hun var et stykke foran mig. Men en del af mig synes egentlig også at det ville være okay, hvis hun havde set mig svare igen. For jeg synes ærlig talt ikke, at man bare skal finde sig i at blive kaldt sæk eller surt blive bedt om at tie stille i supermarkedet eller andet! Så håber faktisk at min datter vil arve denne egenskab fra mig.
Alt ovenstående får mig også til at tænke på Eline, en sød og ung kollega jeg har (ja ja, nu er jeg jo selv i 30’erne, så er alle dem i 20’erne unge!) og en situation hun oplevede som jordemoder for nyligt. Hun er i øvrigt selv blogger og beskrev situationen i dette indlæg: Er høfligheden død? Jeg ville sådan ønske at jeg i den situation hun beskriver, kunne have givet hende min “talegave” (læs: kan altid hurtigt finde på et kækt svar!), så hun kunne give damen svar på tiltale! Bevares, dette kan jo sagtens gøres venligt og med et glimt i øjet! Kort sagt er det en gravid der lidt frækt og mistroende spørger ind til hendes jordemoderfaglighed: “Hvor erfaren er du egentlig med det her?”. Jeg tror stadig at RIGTIG mange forestiller sig deres jordemoder som værende i 50’erne, med gråt hår og garnnøgler over det hele…og hængebryster der lige bliver smækket over skulderen når baby er ved at komme.
Hvad tror I derude? Hvordan er jeres billede af jordemødre? Unge/gamle? Og var I tilfredse med jeres jordemoder? Og hvad tænker I om mine oplevelser? Skal man blot undlade at reagere eller må man gerne vise sine børn, at man kan forsvare sig selv? Kom gerne med jeres mening. Og hey, tag lige og tjek hende der Elines blog ud. Du kan følge hende på Facebook HER og på Instagram HER. Hun er ret sjov (læs: småskør…men på den fede måde!). Læs fx det her indlæg eller endnu bedre: det her indlæg! Thi hi siger jeg bare! I øvrigt er det hende selv der tegner alle tegningerne. Jeg tager jo bare den nemme løsning og får Lillefar til det 🙂
Kærlig hilsen
Vil du spammes med mine indlæg i din newsfeed? Så følg mig på:
Jeg havde helt bestemt også mine fordomme om yngre jordemoder og jordemoder der ikke selv har fået børn “for hvordan skulle de kunne guide når se ikke swlv har prøvet det!” Men det blev gjort til skamme jeg startede ude med en yngre jordemoder, som dog havde været uddannet i 5-6 år, men under mit forløb fik jef en anden som “kun” havde været udannet i er halvt år. Hold nu k*ft hun var dygtig! Hun lyttet og var forstående over for mine ønsker i forbindelse med fødslen og efterfølgende. Da jeg kom på fødegangen var jeg så ked af, at det ikke var hende der havde vagt den aften, men helt tilfældig fik jeg hende hun havde skrevet BA med og hun var lige så dygtig og lyttende og forstående. Desværre fødte jeg ikke ved hende, men fik en jordemoder der var sidst i 30’erne og ikke, at der var noget i vejen med hende, men hun havde overhovedet ikke samme forståelse for mig, som den anden.
Ud fra denne lange smørre vil jef bare sige, at man aldrig skal undervurdere en yngre jordemoder – de to jeg har været i forbindelse med har gjort det til UG og vil ikke bytte det for nogen andre! Stor tak til Lena og Lise på Horsens sygehus!