Når Lillemor forsøger at finde fodfæste i blogger-verdenen…
Begrebet blogger-krise lyder måske lidt fesent i dine ører. Ikke desto mindre oplever jeg flere og flere bloggere der går til “bekendelse” og skriver, at det kan være svært at navigere i blogger-miljøet. Både i forhold til den hårfine grænse det er, mellem at være privat person og ‘offentlig’ person qua sin blog. Men også i forhold til begrebet ‘skriveblokade’. For på en eller anden måde, er det jo en lille “forretning” man som blogger har fået stablet på benene. Og den skal drives og passes og plejes. Og gør man ikke dét, skrider kunderne. Eller hvad?
Måske du har bemærket at Lillemor ikke har givet så meget lyd fra sig den sidste måneds tid. Lad os kalde det en velfortjent juleferie. Men i virkeligheden ligger der nok flere ting i det. For jeg er nok – modsat de fleste andre bloggere inden for mor-kategorien – ikke så privat. Og det ønsker jeg heller ikke at være. Jeg har nu oplevet en del gange, at blive genkendt. “Er det ikke dig der er Lillemor?”. Og om end det da er sjovt at se hvor langt bloggen har taget mig på bare ét år – så er det faktisk også en smule grænseoverskridende. For det er da sjovt at folk kender til Lillemor og til nogle af de indlæg jeg har skrevet. Men Tina vil jeg sgu egentlig gerne holde for mig selv. Det er på mange måder lidt for privat. Det kommer ikke rigtig andre ved, hvad jeg til daglig går og laver. Jeg bruger jo primært bloggen til at vende og dreje og reflektere over nogle specifikke situationer. Ikke som dagbog. Og derfor har jeg lige haft en lille tænke pause i december over HVAD jeg vil med den her blog. Og OM jeg vil. For faktum er at jeg bruger oceaner af tid på hvert enkelt indlæg. Retter og flytter kommaer hist og pist (og hvis du har læst det her indlæg ved du, at jeg er en, stor, lort til at sætte kommaer).
Selvom jeg synes at det er sjovt at følge andre bloggere, og det faktum at jeg ved nogle (få!) nærmest på perverst niveau, dagligt stalker dem og deres familie på de sociale medier, så ved jeg også at det ikke er dér jeg selv har lyst til at tage mig selv og min familie hen. Årsagen har jeg tidligere skrevet et indlæg om (linker til det længere nede). Men omvendt elsker jeg jo, at se min blog vokse. Det er jo altid fedt at der er nogle der finder mine skrevne ord interessante og sjove. Og jeg skriver jo for at DU læser med. Hvis jeg bare ville skrive for at skrive, havde jeg købt mig en dagbog i stedet for.
Cecilie fra www.tregodegrunde.dk er en mega sej mor til tre børn, der både skriver om hverdags-ting og også lidt sjove ting om parforholdet. (Kan varmt anbefales at læse med hos hende!). Hun skrev for nyligt det her indlæg hvor hun beskrev lidt om dét at være privat i det offentlige rum. Og det gav stof til eftertanke i min verden.
For deler vi for meget? Hvad synes du? Hvad får du ud af at læse blogs generelt (og hvem læser du med hos? Kom gerne med gode råd). Og hvad med min blog? Hvad får du ud af at læse den? Og deler jeg for meget/for lidt? Kommentér gerne lige nedenfor her! Så bliver jeg glad.
Læs: “Om at dele billeder af sine børn på nettet! Er der grænser? Og hvem kigger egentlig med?” HER.
Kærlig hilsen
Vil du spammes med mine indlæg i din newsfeed? Så følg mig på:
Vi har samme “krise” for jeg går med nøjagtigt samme tanker lige nu. Jeg kan se, at folk lapper helt personlige bloggere i sig. Hvor de får alt at vide, men det ønsker jeg nu ikke.
Jeg kan godt lide, at du ikke deler alt. For når en blogger ligger ALT frem kan jeg tage mig selv i at tænke: “Hvad med de mennesker han/hun taler om. Er de med på den her offentlige dagbog?”
Du har bl.a inspireret mig til, at mit barn ikke er genkendeligt på bloggen. Så finder du nogle vise sten omkring ovenstående, så ved du hvor jeg er 😉