Hvad giver du dine børn med på madpakke?
Om et år starter Kummefryseren i skole. Og det betyder madpakker lavet af en særdeles ikke-kreativ mor. Når jeg tænker tilbage på folkeskoletiden, var det ofte min far der smurte min madpakke. Og når man har en far der har oplevet 2. verdenskrig, så er madpakken altså også derefter. Jeg fik fandme ikke små sedler, hjerteformede sandwich eller grøntsager med. Nix! Vi var mere ude i et stykke med Klovborg, et stykke med Russisk salat (det er vel også en slags grønstag?) og en sildemad med æg og rå løg. Det giver altså ikke særlig meget street-credit i skolegården, skulle jeg lige hilse at sige. Snapsen måtte jeg i øvrigt lade blive i skoletasken, af frygt for mobning af de jævnaldrene…
Men jeg er begyndt at tænke en del over det dér madpakke-ræs. For én ting er at forældre overhovedet kan få det til at hænge sammen, med madpakke-smørning (værsgo’ Den Danske Ordbog, Lillemor har netop beriget jer med et nyt ord! Selv tak). For hvornår får man tid til det? Og den kreativitet der nogle gange ligger bag, kan jeg godt få en lille smule angst-anfald over. For når Kummefryseren sidder dér på skolebænken ved siden af Sofie og Mathilde-Rhododendron-Amalie, så skal man jo gerne have lavet en madpakke, der sparker røv ik? Eller skal jeg holde mig til en rundenom med fedtegrever og en Dyrlægens natmad?
Så til alle jer skole-forældre: Hvad søren giver man børn med på madpakke i dag? Så det både er spiseligt og interessant? Kom lige med et godt råd i kommentarfeltet, så er du sød.
Som jeg tidligere har skrevet om HER, så sker det at firmaer/virksomheder spørger bloggere, om man vil hjælpe med at promovere en kampagne, en genstand eller andet. Meny har spurgt mig, om jeg vil vise jer denne video. Og det vil jeg gerne da jeg egentlig synes, at den sætter en masse tanker i gang omkring alt ovenstående.
Se videoen her:
Og husk endelig et godt råd, et tip eller andet nedenfor i kommentarfeltet. Og hey…er jeg den eneste der fik højtbelagte (af den fedtede slags) med på madpakke i folkeskolen?
Følg med i Lillemors univers her:
Instagram / Facebook / Bloglovin' / Snapchat: lillemor-blog
Jeg er måske i mindretal, men jeg kan faktisk meget godt lide at lave madpakker – tænker det er en lille hilsen hjemmefra midt i skoledagen 😉 Og med lidt planlægning kan de faktisk godt blive varierede og lækre uden at der går madpakkeshow i den..
Jeg marinerer fx en ordentlig portion kyllingelår, steger dem og fryser dem ned i poser med to (har to drenge, der skal have madpakker), det samme med pizzasnegle/-boller, pølsehorn, forårsruller og falafler. Så er der altid en hurtig mulighed i fryseren, når rugbrødsmadderne skal supplereres, for ja, som udgangspunkt er det rugbrødsmadder der er hovedbestanddelen.
Pastasalat er også populært – med dressing i et lille bæger (Tiger har smarte krus med indbygget bæger og gaffel).Hårdkogt æg (med eller uden ansigt tegnet på ;-)) og små dimser med salt (stjålet hos Ikea eller på færgen)
Grovbollesandwich
Vådt pålæg for sig (makrel, æggesalat o.lign. i en bøtte) og en gaffel med i madpakken.
Gulerod, agurk, peberfrugt, majskolbe, tomater – ca. 200 g grøntsager, af og til med dip af fromage frais, men ellers bare skåret ud – det gør det bare en tand lækrere og så mange sekunder tager det ikke at skære de stave.
Og så rester fra aftensmaden, rigtig meget kan bruges i madpakken.
I dag har de kyllinge/squash- nuggets med, lidt kartoffelbåde en halv med leverpostej og agurk, et hårdkogt æg, en halv klapsammen med smør, gulerødder, agurk, tomat og en stump myslibar (massen ville ikke helt som jeg ville,så stykkerne kan vist ikke kaldes en bar, men de smager godt!)
Vietnamesiske forårsruller er også lækre med grøntsager og dip.
– og så det, – vi fik kommentarer for i børnehaven: en humpel parmesan og oliven: “de andre børn spiser ostehaps og figenstænger, og så sidder dine børn der med parmesanost og oliven”! Og ja, det gjorde og gør de, for det kan de og jeg nu engang godt lide.
Frygt ikke madpakkerne!
Selv er jeg vokset op med en rationel mor og far, der smurte alle 25 (2 voksne og 3 børn) madpakker søndag og kom dem i fryseren. Æggemadderne var ikke lækre, når de blev tøet op! og jeg mindes også vinterdage, hvor madpakken stadig var halvfrossen, når vi skulle spise. Ideen er sådan set god nok, men ikke al mad egner sig til nedfrysning.