Jeg tror jeg har det sorte bælte i børnesygdomme. Med to kødklumper der hjemme på 3 og 6 år, der slæber ALT med sig hjem fra diverse børnegaleanstalter, og i øvrigt ikke er nærrige med at dele ud af de fremmede baktusser, så har vi ligesom haft det hele “inde på kroppen”…så at sige. Vi har haft alt. Skide-bræk syge x 8467 gange (hvis ikke jeg husker helt forkert). Mellemørebetændelse x 27. Hånd-fod-og-mund syge. Skoldkopper (selvfølgelig på vores bryllupsdag!). Tredages-feber. Øjenbetændelse x 453 (sådan ca). Lus x 402 (eller var det 403?). Lungebetændelse. Osv. Osv. Osv.

Undtagen én børnesygdom…den mest frygtindgydende af dem alle…den mest berygtede…den mest ulækre…og den mest få-vand-i-munden-på-den-dårlige-måde-indbydende børnesygdom.

Nemlig…

Børneorm

Lige indtil i lørdags that is….

Det der skete var:

Det var lørdag. Alt var godt. Og børn er jo søde, det ved alle. Bare ikke fra klokken 20. Det ved alle også. Fra klokken 20 er børn kun søde, hvis det er i selskab med Ole Lukøje, en let snorken og en bamse under armen. Der skal være STILHED!! fra klokken 20 og som minimum 10 timer frem. Ellers er det at der stille og roligt vokser horn ud i panden på forældrene og små hugtænder, parat til at fortærre de små bæster, med brun sovs og kartofler.

Klokken nærmede sig ti minutter i rødvin (læs: klokken 20). Kummefryseren skulle på toilettet og have børstet bisserne. Jeg kunne nærmest smage rødvinen…mærke den milde drue på mine læber. Lige indtil Kummefryseren sagde:

“Mor…hvad er det der svømmer rundt i min >%*”§ ?”

Jeg så nogenlunde sådan her ud, alt imens jeg tog et lille kig ned i tønden:

“SKAAAAT!!! KOM LIGE HER UD!!”

Lillefar kom ud på badeværelset…og sammen beundrede vi den nyopfundne skat, der havde slået lejr i tønden.

En lille hvid satan, ca 1½ cm lang. En freaking fucking BØRNEORM!! Jeg sværger ved Rødvinsguden Bourgogne!! Ormen både hvæsede, havde dykkerbriller og badering på, alt imens den dykkede, lavede saltomortaler og slangede sig rundt i sit habitat. Den var ENORM!

Lillefar og jeg så nogenlunde sådan her ud:

Vi måtte på bedste pædagogiske vis forklare Kummefryseren hvad det var. Og helst uden at hun fik det dårligt og følte skam. Hun reagerede dog nogenlunde sådan her:

Faktisk flækkede hun bare af grin. “Så…så I siger altså at jeg har en orm i nummeren? Ha ha ha ha!!!”

Så hun tog det ganske pænt. Faktisk var hun pænt ligeglad og tog det rimelig køligt. Hun blev puttet og kaldte os for ormefar og ormemor og er i øvrigt selv gået under kælenavnet Ormi den sidste uge! Da hun og hendes små kæledyr sov, var det lidt som om at både Lillefar og jeg selv, pludselig syntes at det kløede alle mulige mærkelige steder (!) Så jeg fik pænt travlt med at ringe 1813 og derefter suse på døgnapotek klokken freaking 22 lørdag aften.

Så ved man ligesom man er blevet mor, ik’?

PS: Alle børn, voksne og kæledyr har det godt nu!

PPS: Jeg fik rødvin klokken 22.15. Vigtig info.

PPPS: Lad være at google børneorm og hvor de lægger æg…

PPPPS: Klask fra Lillemor

Og nåhr ja, der er skrevet lidt mere om det der “Man ved man er mor når…” lige HER

---

Følg med i Lillemors univers her:

Instagram / Facebook / Bloglovin' / Snapchat: lillemor-blog