Det bliver altså nemmere at være mor…
I går aftes var jeg alene med børnene. Lillefar skulle ud om aftenen, så madlavning, badning af børn, putning, madpakke-smørning m.v., var noget jeg selv skulle klare. Alt i mens jeg stod og rørte i risengrøden (som er hofretten, når Lillefar er ude. Han er jo håndværker…og alle håndværkere er af en eller anden grund allergiske over for suppe, grød og tærter?! Ikke sandt?) kom jeg til at tænke på, hvordan det dersens mor-liv vitterligt har ændret sig på få år. Nu er Mandlen og Kummefryseren 4 og 7 år. Det var fandenfiseme en anderledes oplevelse at være alene med én på 0 år og én på 2 år, der begge foretrak at spise potteplante muld til aftensmad, med dertil hørende kattebakke til dessert. Man skulle jo være ALLE vegne på én gang? Men det har ændret sig… Hurtigt! I går legede de i ro og mag. Og mens jeg tog et bad, passede tante Ramasjang dem. Jovist, jeg får stadig lige tørt en snotnæse af i buksebenet af og til. Og de tager fortsat både Flitsbuen, The Jelly-man, Alligatoren og nogle af de andre berygtede børnevåben i brug af og til (hvis du er i tvivl om hvad jeg snakker om, så vil jeg opfordre til at læse indlægget HER).
Men kort sagt: Det er altså blevet nemmere at være mor. Altså virkelig meget nemmere. Og det vil jeg altså bare lige kaste i grams, til nogle af jer der står med ammeindlæg og lortebleer op til halsen! Jeg synes jo lige at jeg har født. Jeg har nærmest stadig efterveer…og graviditetskiloene sidder der stadig (de forsvinder nok lige om lidt…sagde ingen mor nogensinde).
Men er du svedt, tiden løber bare afsted! Og nu ved jeg godt at nogle af jer har lyst til at stikke mig en flad med et vådt ammeindlæg. For jeg ved godt at tiden ikke går hurtigt, når man sidder med et spædbarn klokken 3 om natten og er blevet gylpet i munden otte gange. Jeg husker tydeligt de nætter, hvor sekundviseren bare sneglede sig afsted.
Men helt ærligt? Før ville jeg gerne have tiden til at gå lidt hurtigere…og nu vil jeg bare gerne have tiden til at stå stille.
Kender I det? Jeg vil gerne høre fra både jer med de helt små baryler…eller fra dem med børn i Kummefryseren og Mandlens alder… Hvordan oplever I det? Og hvad med jer der har helt store børn? Ville I gerne lige gylpes i munden en ekstra gang?
Følg med i Lillemors univers her:
Instagram / Facebook / Bloglovin' / Snapchat: lillemor-blog
Åhh, når jeg lige læser om jeg vil gylpes i munden endnu engang tvivlede jeg lige et sekund 🤣 men JA!
Mine er nu søn på 11 og datter knap 13 år.
Fredagen for 2 uger siden sad vi sammen i sofaen og så (jeg små sov som altid) til Disney og imorgen skal datteren min så til fest på ungdomsskolen hvor BRO kommer og spiller 🙈😱🤯❤️
Shit der blev det lige virkeligt hvor store de er ❤️
Datteren skreg sindsygt de første 1- 8 mdr uden at finde ud af hvorfor og sov nærmest aldrig mere end 30 min af gangen og sønnens sov de første 5 mdr konstant nærmest (ellers føles det bare sådan efter den første 😊) men så sov han ellers heller ikke igennem før han var over 2 år og jeg var en zombie 😱
Men nøje hvor jeg sommetider stor savner dem som små, det var kam hårdt men også helt unikt ❤️
Nu er de ved at blive store og jeg har længe råbt på at bremse tiden men det er også fantastisk at sidde og have en samtale nu og så småt kunne mærke og fornemme det voksne menneske som den store snart er men egne meninger og det er så stort at sidee og tænke at hende har keg været med til at skabe 😊 det smukke væsen har jeg præget ❤️
Men det er nu også rart at ham på 11 år lige nu sidder og føre vild lego krig med sine figure pp gulvet på sit værelse og er helt i sit eget univers 💙
Alle aldre har sin charme og glæder mig til resten 💞
Bedste råd: Optag masser af video 😊