Dyb sorg og lettelse på én og samme tid

En dag som denne er på mange måder mærkelig. For præcis 19 år siden mistede jeg min mor. Hun lå i vores stue uden kræfter. Jeg havde for en kort stund forladt lejligheden og tilladt mig at være 16 år gammel i et kort øjeblik. Eller…de voksne mennesker omkring mig insisterede på, at jeg ikke kunne sidde ved min mors side hele tiden. Så jeg blev fragtet til det nærtliggende shoppingscenter, så jeg for en kort stund kunne være uden bekymringer, uden stillingstagen til død, sygdom og andet som 16 årige ikke skal spekulere på. Det var rart at mærke “livet”. At høre latter og se en menneskemængde uden (synlige) bekymringer.

Klokken 14.52 blev følelsen dog pludselig erstattet af en bimlen fra telefonen. Et opkald der fik os til at suse hjem. Da vi drejede ned af gaden, hvor min mors lejlighed lå, blev vi mødt af ambulancefolk og politibetjente. Det er sjovt, som hjernen virker, ikˋ? Jeg kan vitterligt ikke huske, om der var 2 eller 10 ambulancefolk. Jeg husker blot, at jeg susede op af trappen og løb ind til min mor, mens fremmede øjne stirrede på mig. Jeg husker øjeblikket så tydeligt. Jeg knælede ved min mors side…og var slet ikke forberedt på dét, som jeg gennem længere tid egentlig havde forberedt mig på.

Døden.

Men kan man overhovedet det…? Være forberedt på døden?

To ting døde den dag i november kl. 14.52. Min mor… og canceren. Det var derfor en kæmpe sorg – en ALT for stor sorg at rumme som 16 årig – men også en enorm lettelse. En lettelse over at slippe af med canceren. At den så tog min mor med sig, har jeg tusindvis af gange ønsket anderledes.

Lige nu leger Mandlen med vores hundehvalp i stuen, Kummefryseren sidder og tegner i sin bog ved siden af mig i køkkenet, mens julesange brøler ud af højtalerne. Det hele er perfekt nu. Jeg har det godt. Jeg er lykkelig. Men det er skrupskørt at tænke på, at jeg på præcis denne dag for 19 år siden, havde den værste dag i mit liv. Og at min mor reelt set kunne have siddet ved vores side lige nu med sit strikketøj. Livet er skørt, ik’?

Jeg ved ikke lige, hvordan dette skriv skal ende. Men jeg skrev for nogle år siden et indlæg, der læner sig lidt op af det her, og som endte i magasinet Vores Børn. Det handler nemlig ikke specifikt om det at miste… Men frygten for at være den der bliver mistet. Læs indlægget lige HER.

---

Følg med i Lillemors univers her:

Instagram / Facebook / Bloglovin' / Snapchat: lillemor-blog