“Men mor…hvornår skal JEG dø?”
Lillefar fik forleden spørgsmålet af nysgerrig datter på 4-et-tre-kvart-syv-ottendedele: “Far, hvorfor ‘køber man IND’? Hvorfor ‘KØBER’ man ikke bare? Er det fordi man er ‘inden for’, når man køber?”
Et spørgsmål der naturligvis sætter hjerne-gearkassen fra tomgang til nogenlunde 2-3 gear pænt hurtigt. Men man KAN trods alt ikke fucke det sådan helt op. Der er rimelig sandsynlighed for, at barnet TRODS ALT stadig har en vis tiltro og tillid til dig som forælder bagefter, uanset om svaret er i syd eller i vest. Om det er et hurtigt svar eller et yderst uddybende svar.
MODEREN derimod (undertegnede) får spørgsmål a la: “Mor, hvordan kom vi OP i din tissekone”. “Hvad betyder Hippopomonstrosesquippedalsofobi?” og den seneste: “Mor… Hvorfor dør man? Og hvornår skal JEG dø?”. Med andre ord et svar der er rimelig let at fucke op, med mindre man har Lola Jensen siddende ved sin side, til gode råd og vejledning. (Lola hvis du læser med der ude…giv mig lige et kald!!)
Det der skete var…
Jeg var ude at køre i bil med selv samme pigebarn og musikken spillede lystigt på P3. Og man er vel velsignet med en silkeblød sangstemme (…), så jeg holdte mig ikke tilbage med at akkompagnere Rasmus Seebach med hans sang “Dig og Mig” og råbte sang derfor med på frasen:
“…til den dag vi skulle døøøøøøøøøøø (…)”. Datter spørger (efter endt skønsang naturligvis, hun har vel pli…): “Mor… Hvad betyder dø? Og skal jeg også dø?”
Well fuck you very muck Rasmus. Se nu hvad du har fået rodet mig ud i!!
Mig: “Jhaaoow-altshåååååå…..’dø’ betyder at man er færdig med at være her på jorden”
Datter-der-godt-snart-må-indlede-et-samtaleemne-om-Frost-som-hun-normalt-ikke-holder-sig-tilbage-med: “Hvad betyder jorden? Er det ikke her hvor vi bor?”
Frustreret mor: “Altsåååå…det betyder når man er blevet gammel og ikke skal være her mere. Så skal man måske et helt andet sted hen. Og så er der nogle andre der skal være her i stedet for os”
(Kom nu: Elsa! – Anna! GIVE ME SOMETHING! ANYTHING!)
Datter-der-for-en-stund-har-glemt-alt-om-Elsas-eksistens: “…Men…skal jeg så væk fra jer? Og fra vores hus? Skal vi så ikke være sammen mere?“
Fuckfuckfuckfuckfuck
Jeg forvildede mig ud i en forklaring om, at man altid ville have hinanden i sine hjerter, uanset hvor man var henne (stående applaus modtages med kyshånd!). Og at det faktisk var ret sejt at dø, for så fik man vinger og blev til en engel og kunne flyve (sagde moderen der egentlig er ret meget ateist – men hey, hvis julemanden findes, gør engle og deslige sgu også. Punktum). Og sluttede af med: “Og når vi så alle sammen kan flyve, skal vi så ikke aftale at vi mødes? Og flyver om kap”
Samme aften var min veninde, der går under navnet “onkel” hjemme og besøge os. Som vanligt puttede hun datteren. Jeg sad i stuen og insta-spammede lidt gøgl til de der læser med dér og drak et glas rødvin. Pludselig, midt i fortællingen om Hans der smider små brødkrummer ud, så han og den irriterende lillesøster Grethe kan finde vej tilbage til deres hus, afbrød datter:
“Hvornår skal jeg dø…?”
Jeg fik en kæmpe tår vin galt i halsen, men besluttede at sidde stille…HELT stille. Og blot lytte på om hun mon havde et bedre svar end mig (Overvejede alternativt at spille død, men tænkte at det var upassende, situationen taget i betragtning).
Lettere overrasket veninde: “Øhm……der går lang tid.”
Datter: “Men hvornår? Hvorfor dør man?”
Veninde: “Man dør først når man bliver RIGTIG gammel. Og der går meeeeeget lang tid. Du skal først blive voksen, lige som os, få børn og blive rigtig gammel. Så dør man en dag og så kommer man måske et andet sted hen, der også er dejligt!”.
Hun købte den…WIN! Og Hans og Grethe kunne fortsætte…om end slutningen om heksen der blev kastet ind i en brændende ovn, blev omformuleret en smule.
Lettere panisk veninde (uden børn!) drak et glas rødvin forbavsende hurtigt bagefter. Og snakken gik så på:
Hvad skal man egentlig sige til de små om emnet død? Hvad er det mest “korrekte” at sige? Hvad har du sagt, dig der læser med, ved sådanne spørgsmål? Og er det egentlig okay at sige, at det først er når de bliver gamle? For det er jo ikke sandt! Desværre er det jo nærmest et privilegium at dø af alderdom i dag. Men hvornår er de store nok til, at få den barske sandhed at vide? For det er vel (alt andet lige!) bedre at de får sandheden at vide fra forældrene, end løse rygter fra skolegården?
Og så lige det ALLER vigtigste spørgsmål, som jeg håber du vil svare på…
Hvorfor hedder det egentlig købe IND? Hvorfor ikke bare købe?? Er det mon fordi, at man er inden for når man køber? HJÆLP!
Har du lyst kan du også læse:
1: “…men mor, hvordan kom vi OP i din tissekone?”
2: Det øjeblik man finder ud af, at man ikke er særlig intelligent!
Følg med i Lillemors univers her:
Instagram / Facebook / Bloglovin' / Snapchat: lillemor-blog
Altså jeg har ingen børn, men jeg tror jeg vil begive mig ud i himmel og engle – selvom jeg også er 110% ateist. Men den hårde sandhed kan man få af vide med alderen – en lille hvid løgn om man vil.
Hvor køber man ind? Jeg tænker at man køber ind fordi man køber noget og derved får det “ind” som en del af ens inventar?
På samme måde smider man jo ud – det er ikke længere en del af inventaret.
Ting kan komme ind og ud af inventaret..
Det er mit bedste bud, og jeg er godt klar over at 3 l minimælk og en pose havregryn sjældent regnes for inventar, men er simpelthen for træt til at finde på bedre synonym. 😉