Skal man begrave gamle stridsøkser? Eller lade dem leve?
Okay, nu skal I høre! For nogle år tilbage, startede jeg en lille føljeton, hvor læserne kunne skrive om en problematik og så få andre læseres holdning til selv samme. Sådan lidt Mads og Monopolet agtigt. Sidste dilemma var helt tilbage i 2016. Men de indlæg er der altså en sød læser der kan huske! Så forleden fik jeg en mail, hvor hun skrev om en problematik, som hun virkelig gerne vil have lidt hjælp til. Så jeg tænker: Lad os da fortsætte denne føljeton lidt, hvis der er interesse for det! For er der nogle der er mega seje, til at komme med gode råd, så er jeg sikker på at det er jer!
Så skal vi ikke lige give denne søde kvinde lidt feedback, så hun ved hvordan hun skal forholde sig? Hvad ville du selv gøre, hvis du stod i samme situation? Skal hun fortsætte med at være sur og undgå mødregruppen? Eller skal hun kaste sig ud i det og lade fortid være fortid? Kom med dit svar i kommentarfeltet, så bliver hun glad!
Hej Lillemor.
Det er ved at være et stykke tid siden, du har haft et dilemma spørgsmål. Men jeg har brug for et godt råd, som jeg håber du kan hjælpe mig med.
Sagen er den, at jeg er gravid og venter mit andet barn. Vi er en flok veninder som har fået børn på nogenlunde samme tid. De andre er lidt foran mig, og de fleste er derfor startet på arbejde igen. Men de har startet en mødregruppe op, og har også inviteret andre med ind i gruppen, der iblandt en som jeg slet slet ikke kan med. Jeg blev for nogle år siden sindssygt uvenner med hendes mand, og jeg har faktisk ikke snakket med nogen af dem siden. Selv om vi har fælles venner, og ofte møder hinanden til fester, forsøger jeg altid at undgå dem. Men nu er jeg også blevet inviteret med i denne mødregruppe.
Mit dilemma er at jeg overhovedet ikke har lyst til at være en del af den mødregruppe pga. hende. Jeg har ikke lyst til at komme hjem til hende og jeg har ikke lyst til at invitere hende hjem til mig…. men jeg vil jo gerne være sammen med mine andre veninder! Jeg er sindssyg dårlig til at skjule, når der er nogen jeg ikke kan lide. Og har virkelig ikke lyst til at sidde og “lege” veninder med hende nu.
Bliver jeg virkelig nødt til at sluge den kamel, for at “beholde” mine veninder, eller skal jeg være reel over for mig selv og “melde mig ud” af den mødregruppe?
Vi er 4-5 stykker tilbage i mødregruppen nu, efter de andre er startet på job. Jeg har kun snakket ganske kort med én veninde om det, som ikke kunne forstå mig og sagde at jeg jo måtte finde en anden mødregruppe så. Har derefter ikke turde snakke med nogen om mit dilemma, af frygt for at blive dømt på mine tanker….
Hilsen mig
Først vil jeg lige sige at jeg synes det er ret så sejt at du åbner op og fortæller om noget så følsomt. Det kan være rigtig svært at “indrømme” sine ømme punkter. Men for mig at se, er det faktisk et tegn på at man modnes og måske er parat til at skifte retning. Men skal måske bare lige have et kærligt puf 😊
Her kommer MIN mening og så håber jeg at andre vil spæde til, så du har lidt forskelligt at læne dig op af.
En god veninde sagde engang til mig: Kill your enemies with kindness. Den har jeg virkelig prøvet at tage til mig. For jeg er (var) også typen, der kan tænke tilbage på gamle stridigheder og blive vildt irriteret. Men… Dét der med at blive ældre, gør altså også noget godt for én. Jeg har i hvert fald selv besluttet mig for at nogle ting, simpelthen ikke er værd at bruge hverken tid eller energi på at være sur over. Den situation du beskriver, kunne godt lyde som én, der trænger til at dø. Altså situationen, ikke kvinden (for Guds skyld!).
Uanset hvad der ligger bag, så lyder det som om at det er stædigheden der fylder mest. Men tro det eller ej! Lige så vel som du har forandret dig, så har hun garantrisset også. Og hvis ikke, så kan jeg love dig for at det bedste “våben” man kan bruge overhovedet, er venlighed. Tag med til den mødregruppe og giv hende et kæmpe kram og ros hendes baby og hendes kanelsnegle. For gevinsten ved det vil være, at hun tænker at du har ændret dig og er mega overskudsagtig. Enten vil hun synes at det er fantastisk, eller også vil hun være misundelig over at du er blevet så skide overskudsagtig. Så kort og godt: En win win situation! Det dummeste, i mine øjne, du kan gøre, er at møde op sur og ignorere hende. For så har hun vundet og du har tabt.
Så bare lige for at gøre det kort: Kill your enemies with kindness. Tag med til den mødregruppe og lad hende nævne situationen, hvis hun har behov for det. Så kan du score endnu et point, ved at være den overskudsagtige type der siger: “Nåhr den lille ting…det tænker jeg ikke over mere. Vi er jo heldigvis blevet voksne nu!”. “Forgiven, not forgotten” som man siger.
Men hey, jeg besidder jo ikke den hellige gral! Hvad siger I andre?
Læs andre dilemmaer lige HER. Og skulle andre brænde inde med et dilemma, så er I mere end velkomne til at kaste det i min retning. Skriv en besked til mig på Facebook Instagram (@lillemorblog), eller på mail lillemorblog@gmail.com.
Følg med i Lillemors univers her:
Instagram / Facebook / Bloglovin' / Snapchat: lillemor-blog
Jeg vil råde til at smække svesken på disken OG kill them with kindness! Altså skrive en besked inden, alla “hej x, jeg ved ikke om du kan huske det skete? Jeg har siden følt lidt distance imellem os, men nu hvor vi skal ses ugentligt vil jeg bare lige skrive til dig at jeg synes vi skal fortid være fortid. Jeg glæder mig til at se din lækre baby :)”-ish.
Livet er simpelthen for kort til at gå og være sur og såret, altså sat totalt meget på spidsen.